23948sdkhjf

Danskerne køber mere brugt: Her er de populære varer

Nyt genbrugsindeks fra DBA viser, at flere køber brugte ting - og årsagen er ikke kun prisen. Også bæredygtighed og miljøhensyn spiller ind.

Har du købt din nye sofa på DBA, solgt ungernes legetøj på Facebook eller måske fundet en PH-lampe på auktion?

Så er du langt fra alene. Danskerne handler nemlig brugt som aldrig før, viser tal fra DBA's nye genbrugsindeks.

Her fremgår det, at 77 procent af danskerne har handlet brugt inden for de seneste 12 måneder. Sidste år var tallet 68 procent.

- Det er i høj grad noget, vi mærker, siger Tue Sø, der er marketingchef hos DBA.

Antallet af annoncer på handelsportalen er mere end fordoblet fra 2013 til i dag, hvor der på et år oprettes mere end 20 millioner salgsannoncer.

Og så begynder en ny tendens at vise sig. I den repræsentative undersøgelse, der ligger til grund for genbrugsindekset, nævner flere både miljø og overforbrug som årsager til, at de i stigende grad handler brugt.

Således vælger mere end hver tredje at købe brugte varer for at bidrage til at mindske overforbruget, mens 31 procent vil gøre noget godt for miljøet.

Og der er faktisk ikke særlig meget, du ikke kan købe og sælge brugt, mener Tue Sø.

- I virkeligheden handler det mest om ens egne barrierer. Og opfattelsen af, hvad man kan handle brugt, rykker sig hele tiden, siger han og tilføjer:

- Rigtig mange er bekymrede for overforbruget, så det er en trend, der vil fortsætte.

I genbrugsundersøgelsen fremgår det, at 73 procent af danskerne ikke tror, at kloden kan holde til vores nuværende forbrugsniveau.

Den største kategori på DBA er ting til boligen - og her er der særlig interesse for arkitekttegnede møbler.

Den samme interesse oplever de hos auktionshusene Lauritz.com og Bruun Rasmussen. Så har du den slags stående derhjemme, kan der være gode penge at hente.

- Der er stor efterspørgsel efter moderne dansk design, siger Helle Kamvig, der er vurderingschef i den københavnske afdeling af Lauritz.com. 

Og særligt træmøbler er i høj kurs lige nu, forklarer hun og nævner navne som Hans Wegner, Børge Mogensen og Finn Juhl.

- Møbler i 1950'er og 1960'er-design med enkle, rene linjer og gerne i træsorter som palisander eller teak er meget eftertragtede lige nu, siger Helle Kamvig.

Ifølge vurderings- og salgsdirektør Kasper Nielsen fra Bruun Rasmussen skal du også se efter kunst, hvis du - foruden at handle bæredygtigt - gerne vil tjene lidt ekstra på dine gamle ting.

- Der er stor efterspørgsel på moderne kunst fra starten af det 20. århundrede, siger han og peger på blandt andre Harald Giersing og Edvard Weie og derudover Guldalder- og Skagensmalerne.

Er du i tvivl om, hvorvidt du har noget af stor værdi, kan du få en gratis vurdering hos både Lauritz.com og Bruun Rasmussen.

/ritzau fokus/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.188